Korpsmærker DDS før 1973

1. udgave forside. 1926. Tekst i bånd: “N” over “V”
1. udgave bagside. Tekst: OCO, EMAILLE
2. udgave (krigsudgave) forside. Tekst i bånd: “S” over “V”.
2. udgave bagside. Tekst: OCO, EMAILLE
3. udgave forside. 1950. Tekst i bånd: “S” over “V”.
3. udgave bagside. Tekst: OCO, EMAILLE
4. udgave, forside. Tekst i bånd: “N” over “V”.
4. udgave, bagside. Tekst: V. BAHNER DANMARK
Grønlandsudgave, forside
Grønlandsudgave, bagside. Tekst: GRØNLAND V. BAHNER DANMARK

Korpsmærket blev indført i 1926. Mærket var nummereret på bagsiden. Mærket, der var af metal, blev fæstet med en ring gennem tre øjer på bagsiden af uniformen. Såfremt en uniform således ikke har huller til de tre øjer, må den formodes at være ældre end 1926. På de første uniformer med korpsmærke, ses hullerne at være lavet efterfølgende og ikke samtidig med uniformen. Hvornår man begyndte at producere uniformer med præfabrikerede huller vides ikke.
Korpsmærket kendes i fire udgaver, samt en udgave til brug i Grønland, som dog muligvis aldrig har været anvendt.
Der er ikke en sikker datering på de fire udgaver, bortset fra den første og den tredje udgave.
Som følge af varemanglen under 2. verdenskrig var det ikke muligt at lave korpsmærkerne i emalje, men de blev, som mange andre metalmærker lavet i malet zink. Da disse mærker ikke var særlig populære, blev der, så snart det var muligt i 1950, lavet nye ombytningsmærker (3. udgave).
Imidlertid var heller ikke 3. udgaven tilfredsstillende, idet denne var meget mørkegrøn og man havde svært ved at se prikkerne i den grønne emalje. Ret kort tid efter kom derfor 4. udgave, der bevaredes frem til sammenlægningen.
Ud fra korpsmærker modtaget af kendte givere, kan det fastlægges, at 4. udgaven kom før 1960, måske endda så tidligt som midt i 1950’erne.
Alle udgaver (formentlig bortset fra 2. udgaven (krigsudgaven)) er blevet anvendt sideløbende, og på uniformer helt frem til sammenlægningen ses således også 1. udgave-korpsmærker.
Modsat hvad mange tror, er det ikke muligt ud fra mærkenumrene at afgøre hvilken udgave, der er tale om. I takt med at korpsmærker bortkom, blev hullerne suppleret med nye udgaver. Det viste eksemplar af 4. udgaven har som eksempel et relativt lavt nummer.
Forskellene skal ses på bagsiden, samt navnlig på teksten i båndet under liljen, hvor placeringen af teksten i 1. og 4. udgaven omtrent er ens, mens den er lidt forskudt i 2. og 3. udgaven.
Alle korpsmærker har formatet 45×45 mm.


Kilder:
Spejdernes Magasin januar 1926
Spejdersport oktober 1950 og november 1950