Sted: Stevninghus
Deltagere: 21.000
Lejrchef: Jette Rasmussen og Jesper Bech Madsen
Lejrsang: Nu er Sommeren kommet (Tudekiks)
Er korpset gået i stå? Er vores fundament godt nok til at bære fremtiden? Blå Sommer 2004 var et eksperiment. Ideen var, at kaste sig ud i det største eksperiment i DDS’ historie. Eksperimentet skulle teste selve spejderbevægelsens fundament, afprøve nyt og vise at fundamentet kan bære og korpset ikke er gået i stå! Fokus skulle være på at involvere spejderen og sætte spejderen i centrum – også inden lejren. Det blev bl.a. udmøntet i patruljedating, klyngesamarbejdet og SMG (Spejder Melodi Grandprix).
SMG kulminerede i marts med et roadshow rundt i hele landet, hvor de 10 bedste sange blev præsenteret i et stort musikshow. I alt blev der indsendt 33 sange i kampen om at blive den officielle Blå Sommer 2004 sang. Alle deltagerne fik lov til at spille til åbningen af lejren. Som noget nyt startede åbningen af lejren for øvrigt med fælles morgenmad ved den store scene. Vejret var ikke det bedste, så de fleste krøb sammen iført både uldtrøje og regnjakke. Heldigvis fik sangene fra SMG både stemningen og spejderne i vejret.
Fra starten af lejren blev ideen testet. På gåturen fra Kliplev var vejen pyntet med balloner og lærreder, man kunne male på. Undervejs var der en spejdertæller, hvor hver spejder skulle lægge en bold i en kurv. Der blev registreret ca. 2.000 spejdere i timen. Som der var tradition for, var der spejdere, der gik og cyklede hele vejen til lejren. 10 spejdere fra Vinderup Gruppen gik ca. 200 km ad Hærvejen uden andre problemer end et par vabler og nogle omveje. Tre piger cyklede på tre dage de 275 km fra Aalborg til lejren. De var lidt trætte, da de nåede frem.
De øvrige store arrangementer bar også præg af, at ideen skulle testes. Hver aften var der godnathistorie, hvor spejderne selv kunne være med til at bestemme fortsættelsen den næste dag. Der var bamseteater, så de medbragte bamser også fik sig en stor oplevelse. Og endelig var der afslutningen, hvor der var fælles aftensmad og overnatning i Danmarks største bivuak.
Ud over fællesarrangementer var der også grenarrangementer. På miniernes grenarrangement skrev alle deltagerne deres navn på en brosten, som efterfølgende blev lagt i en stor spejderlilje af en brolægger. På den måde blev både 3.500 minier og Blå Sommer 2004 foreviget på Stevninghus.
Et af koncepterne i forhold til at teste ideen var CoKassen. Ud over at medvirke til idegenerering samlede CoKassen også op på de mange projekter og aktiviteter, der blev afprøvet. De forskellige aktiviteter blev evalueret med dem, der havde prøvet dem, hvorefter de blev registreret i en idebank, som efterfølgende kunne bruges af spejderne ude i grupperne. For eksempel legede 1. Fjordager med CoKassen og fandt på at lave en labyrintisk vandballon-kampbane. Efter en våd evaluering blev alle enige om, at det havde været rigtig fedt.
På de enkelte lejrpladser blev ideerne også testet til fulde. For eksempel lavede Højbjerg Drenge en indgangsportal i aluminiumsrør, seniorerne fra 4. Absalon byggede et brusebad med varmt vand, og ellers var der rundt omkring flere eksempler på forskellige VVS-installationer, så som hjemmelavet køleskab og vaskemaskine.
Aktiviteterne var delt op i X-, Y- og Z-aktiviteter, som alle foregik i den store Testzone.
X-aktiviteterne bestod af Xperimentariet og Xpeditionen og det var her fantasien blev udfordret. Her skulle man selv være aktiv og teste ideerne.
På Y-aktiviteterne fik man oplevelserne serveret uden at skulle forberede sig hjemmefra. Her kunne man vælge mellem de fire aktiviteter – VANDviddet, Den Hemmelige Testzone, Global Villages og Madværksteder. Det var alle aktiviteter, hvor oplevelsen var i centrum. VANDviddet kunne bl.a. byde på en 40 meter lang vandrutchebane og en 12 meter lang 8-sporet vandrutchebane. Alt vandet blev pumpet op fra Hostrup Sø og kom retur efter en tur i vandlandet.
Z-aktiviteterne var små sjove aktiviteter som foregik i Aktivitetsbyen og i underlejrene. Her skulle man heller ikke tilmelde sig, men blot møde op og opleve, afprøve og teste.
Tirsdag blev en af X-aktiviteterne – Xpeditionen – ført ud i livet. Der var lavet en kæmpe legeplads, hvor stort set alle havde lavet en aktivitet som resten af lejren kunne deltage i. Man kunne f.eks. prøve et hamsterhjul i menneskestørrelse, deltage i vinter-OL eller hygge sig på en smugkro. Naturvejlederne fra DDS havde lavet en rævegrav i stor størrelse som var hele 11 meter lang. Rævegraven skulle bestå efter Blå Sommer og bruges til andre naturarrangementer. I alt blev der sat gang i ca. 350 forskellige aktiviteter. Pladsen var oplyst af over 1.000 lanterner og Xpeditionen kunne derfor uden problemer fortsætte helt til kl. 3 om natten.
Traditionen tro var der også fuld gang i Ny Hedeby under Blå Sommer 2004. Igen skulle der bygges et nyt hus – Århus. Det var det hidtil mest avancerede hus, da det skulle have faste trævægge hele vejen rundt i modsætning til de lerindklinede pilefletvægge i de andre huse. Under Xpeditionen blev stråtaget lagt i en ”tækkemarathon”.
Man kan selvfølgelig heller ikke have en Blå Sommer uden rekordforsøg. Og det lykkedes Erik den Røde gruppen at slå verdensrekorden i stegning af pattegris, da de stegte pattegris til 15.000 spejdere.
Det internationale møde og den internationale oplevelse havde relativ stor vægt på lejren. Dels blev der efter forbillede fra verdensjamboreerne introduceret en friendship award. Spejdere op til og med juniorer skulle lave aktiviteter med nogle fra en anden division, mens spejdere, seniorer og ledere skulle lave aktiviteter med en fra et andet korps. Dels blev der etableret en Global Village, hvor man kunne opleve hverdagen i de baltiske lande, Mongoliet eller samarbejdslandet Ghana. For Ghaneserne var det også en anderledes oplevelse, at være på Blå Sommer. Dels synes de, at det var meget koldt, og dels var det en helt ny oplevelse at sove i telt. De var vant til at overnatte på skoler, når de var på lejr. Vejret var til gengæld det samme som spejderne fra Baltikum var vant til, men til gengæld var lejren ikke så primitiv, som de var vant til.
Lejrens vartegn var en stor kube på 5×5 meter. På hver side af kuben var der et stykke hvidt stof, hvor lejrens deltagere havde skrevet deres ønsker og forventninger til Blå Sommer 2004. Inde i kuben var der en føler, der slukkede lyset i kuben, når der blev registreret bevægelse omkring kuben. Så gjaldt det om at sidde helt stille og vente på at lyset tændte igen, så man kunne læse hvad de andre havde skrevet på stoffet.
Se film fra Blå Sommer 2004 her.
Kilder:
Lejrbogen Blå Sommer 2004,
Lejravisen Blå Sommer 2004,
Efterskrift for Blå Sommer 2004 – SpejderSnus
Efterskrift for Blå Sommer 2004 – Track
Broen nr. 5 og 8 2003,
Broen nr. 4 2004,
SpejderSnus nr. 4 2003,
SpejderSnus nr. 1, 2 2004
Track nr. 1 og 4 2004
Foto:
Jens F. Riis