Danske deltagere: 300, heraf 200 fra DDS
Dansk delegationsleder: ?

Lejrmærket forestiller et rådyr. Historien om det lyder, at to brødre fra det fjerne Asien jagede et rådyr, der var meget svært at få ram på. De forfulgte det nætter og dage meget, meget langt bort fra deres lejr. Til sidst lykkedes det dem at fælde det på de ungarske stepper. Den ene af brødrene var Hunner, den anden blev stamfader til Magyarerne. 1933 er det 1500 år siden, Hunnerkongen Attila kom til Ungarn.

På jamboreen i 1929 blev der brugt rigtig meget tid på at bevæge sig rundt i den store lejr. Ungarerne kom uden om det ved simpelthen at etablere en lilleput-jernbane gennem hele lejren. På den måde kunne deltagerne bruge maksimal tid på at møde hinanden og skabe relationer.

Som noget nyt kunne kvindelige ulvefører få lov at deltage i jamboreen. De måtte dog ikke bo i lejren, men blev indkvarteret i nærheden. Prisen var selvfølgelig derfor lidt højere!

For at deltage skulle man som 14- og 15-årig være mindst 2. klasses spejder og var man ældre skulle man være 1. klasses spejder. Fører var dog undtaget for dette. For spejderne krævedes der også en anbefaling fra deres tropsfører og kolonnechef, idet korpset kun ville have dygtige og gode spejdere med.
For dem der skulle med blev det indskærpet at kravene var: ”En reglementeret, nyvasket og hel uniform, en ret ryg, et stort spejdersmil, et godt humør og først og sidst den rigtige spejderånd”. At de danske spejdere udviste spejderånd kan man læse om i den ungarske lejravis: ”… i øvrigt gør de deres arbejde næsten uden et ord, hver gør sit, og når en er færdig med sit arbejde går han straks hen og hjælper de andre, for at de også kan blive hurtigt færdige”.
Efter lejren skriver Baden-Powell også et brev til den danske konge, hvor han roser de danske spejdere for deres måde at opfører sig på, deres disciplin og deres spejdermæssige dygtighed.

Det blev indskærpet for de danske deltagere, at de skulle deltage i den fælles transport til og fra jamboreen. Det var ikke tilladt selv at ankomme i automobil eller på cykel! Den fælles transport foregik først med dampskib fra København til Stettin, og derfra med tog til Ungarn. Rejsen med dampskib foregik sammen med de norske spejdere der startede med en sørejse fra Oslo til København, hvor danskerne så blev samlet op.

Som altid var det en stor begivenhed når spejdere tog på verdensjamboree og andre store lejre. Ved afgangen var der proppet med mennesker, et orkester spillede og der var taler fra både den norske og danske spejderchef. Selvfølgelig blev det hele også sendt i radioen.  Alligevel var det denne gang  anderledes. Der var uniformsforbud i Danmark og spejderne havde ikke fået den dispensation de havde søgt om. Så ved afrejsen var spejderne ikke klædt i uniform men i lejrskjorte eller sweater. Samtidig var Europa et splittet område, så den danske delegation og resten af jamboreen var noget mindre end man ellers havde været vant til. Den danske spejderchef Ove Holm slog da også fast at: ”I disse splittede tider er det af stor betydning, at mange vågne, danske drenge får lejlighed til at lære andre landes unge at kende under kammeratlige former”.
Ved ankomsten til Stettin sagde lederne til spejderne, at de ville komme i fængsel, hvis de sagde Heil Hitler. Det var mest i sjov, men det havde en gran af alvor bag. Trods alt nød spejderne at kunne gå i land i deres pæneste uniformer. Ned gennem Tyskland lagde spejderne mærke til at der på alle togstationer var nazisoldater og alle, også små børn, hilste med strakt højre arm.
Lige så festlig som afrejsen fra København havde været, lige så festlig var modtagelsen da de ankom til den ungarske grænseby Szob. Borgmesteren bød danskerne velkommen til Ungarn – på ungarsk, et orkester spillede, unge piger i nationaldrag uddelte ferskner og abrikoser til spejderne og blomster til lederne, soldater og politibetjente gjorde stram honnør og befolkningen vinkede og råbte hurra. Spejderne var meget overvældede og følte sig som verdensstjerner. Generelt kom der ikke mange udlændinge til Ungarn, hvilket sikkert var grunden til både den store velkomst og nysgerrigheden.

Det danske kontingent medtog både eget orkester og et stort signalhornsorkester. Alle troppe var derfor blevet opfordret til at uddanne hornblæsere.
Der skulle selvfølgelig også være en opvisning. På jamboreen i 1929 var den danske opvisning en stor succes, så der var noget at leve op til. Denne gang skulle opvisningen vise en aften, nat og morgen i lejren, og som I kan se, er der også en reference til opvisningen i 1929. Beskrivelsen af opvisningen er: ”Samlet indmarch, hurtig teltslagning (højst 1½ minut pr. telt; øv jer sammen med 3 andre, så I har træning). Samlet lejrbål, med en enkelt sang. Flaget stryges. Spejderne til køjs. Retræte blæses. Alle snorker højlydt i teltene, så alle tilskuere kan høre det. Samtidigt klædes om, og når reveillen blæses, farer alle ud, iklædt hvid lejrhue, hvide bukser, hvide sko. Kort, samlet morgengymnastik af samme art som i jamboreen 1929. Derefter alle ind i teltene. Hurtig påklædning. Morgenparade. Flaget hejses. Teltene tages ned (1 minut: øv jer med 3 andre). Flaget tages. Afmarch under sang”. Det gik over al forventning, og det endte faktisk med at teltslagningen blev gjort på 35 sekunder!

På jamboreen var der forskellige samlinger. Ud over en Gilwell-reunion var der en samlig for dem der havde været spejdere i mere end 20 år og et par dage efter var der en samling for de spejdere der havde reddet menneskeliv. Specielt den sidste samling var den danske delegaionsledelse spændt på at se, hvor mange danskere der deltog i.

Den eneste konkurrence på lejren var et patruljeforhindringsløb. Danskerne stillede med en patrulje fra 1. jamboreetrop, som vandt konkurrencen.  En rigtig fin beskrivelse af forhindringsløbet, fortalt af en deltager, kan du læse her.

Kilder:
Spejdernes Magasin nr. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 9 1933